- Kender du følelsen af at være bange for, hvornår de andre opdager, at du slet ikke er så dygtig, som de tror du er?
- Fokuserer du mere på dine fejl end dine succeser?
- Holder du dig tilbage fra at sige noget under møder eller i større forsamlinger, fordi du er bange for, hvad de andre vil tænke om dig?
- Forklarer du dine succeser med, at du bare var heldig, havde de rigtige forbindelser eller var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt?
- Tænker du, at alle andre omkring dig er meget klogere end dig?
Faktisk er det en af de mest udbredte og velbevarede hemmeligheder.
På trods af at langt de fleste af os oplever elementer af det, siger de færreste det højt, for hvem vil indrømme, at man er bange for at blive afsløret i slet ikke at være så dygtig, som andre tror, man er?
Det findes på alle niveauer – hos børn, unge og voksne. Selv dem, der altid har ligget helt i toppen af deres felt, og som både er dygtige, veluddannede, arbejdsomme og pligtopfyldende.
Graden kan variere. Hos nogle dukker impostorfølelserne op, når man står i en ny livssituation f.eks. når man starter på en ny uddannelse, får nyt ansvarsområde, begynder i nyt job eller bliver forfremmet. Andre oplever det mere eller mindre hele tiden og udvikler forskellige beskyttelsesmekanismer, som gør dem i stand til at flyve under radaren og dermed undgå at blive ”afsløret”.
Ironisk nok kommer disse beskyttelsesmekanismer til at spænde ben for en selv og gør, at man holder sig tilbage fra at lave karriereplanlægning og takker nej til nye ansvarsområder eller lederroller.
I bund og grund handler impostor-fænomenet om frygt. Frygten for at blive afsløret, frygten for ikke at være god nok og frygten for at andre ikke kan lide en.
Det giver faktisk rigtig meget mening. Mennesker er udviklet til at tilhøre en stamme. Nogle jagede, andre passede børn, nogle holdt vagt, mens de andre sov. Vi havde brug for hinanden, og det værste, der kunne overgå os, var at blive udstødt af stammen. Den frygt ligger stadig dybt i os, og derfor har vi brug for, at andre kan lide os.
Impostor-fænomenet grundlægges ofte under vores opvækst og kan have mange årsager. Måske har man altid været den dygtigste i søskendeflokken eller i folkeskoleklassen og måske også i gymnasieklassen. Når man så f.eks. starter på universitetet, kan man risikere at møde andre, der er mindst lige så dygtige som en selv, nogle er måske endnu dygtigere. Med et smuldrer ens identitet, og når man ikke længere er den dygtigste, hvem er man så? Er man så overhovedet så dygtig, som man altid har fået at vide, eller er man i virkeligheden bare en bedrager, der ikke fortjener at være, hvor man er?
Det kunne også være, at man har stået i skyggen af sine søskende, måske har man aldrig haft følelsen af at kunne leve op til sine forældres forventninger, og selv når man kom hjem med topkarakterer i næsten alle fag, er man måske blevet mødt med ”hvorfor fik du kun 7 i tysk”?
Uanset hvad årsagen er, handler det typisk om, at man er bange for ikke at passe ind. Nogle studier tyder desuden på, at der kan være en korrelation til ens personlighedstræk.
Ud over frygt, er skam en af de følelser, der er i spil. Hvad der udløser de impostor-relaterede skamfølelser varierer, afhængigt af hvilke personlige regler man har sat op for sig selv i forhold til, hvad det vil sige at være kompetent. En regel kunne være, at alt, hvad man laver, skal være perfekt, og hvis man kommer til at lave en fejl, er det forbundet med en følelse af skam. Frem for at glæde sig over alt det, der gik godt, fokuserer man udelukkende på det, man kunne have gjort bedre, og når der er noget, man kunne have gjort bedre, føler man sig ikke dygtig nok.
Andre definerer ægte kompetence ved, at man skal kunne gøre alt selv. I en arbejdskontekst skal alle ideer komme fra en selv, og man skal kunne løse opgaverne helt selv. Hvis man får brug for hjælp fra andre, udløses impostoralarmen straks og skamfølelsen melder sig.
Man er ofte sin egen hårdeste dommer og selv når man får ros, preller det af og bliver bortforklaret med, at den var ufortjent, eller at afsenderen kun sagde det for at være flink.
Det kan være meget stressende at gå rundt og føle sig som en bedrager, der ikke hører til. Mange arbejder tilmed ekstra hårdt, fordi man har sat barren utrolig højt for sig selv. Kravene til, hvad man selv skal kunne, er typisk meget højere, end hvad man forventer af nogen anden person.
Hvad kan du så gøre selv?
Faktisk en hel del og min egen favorit top tre kommer her:
- Tal med andre. Væk med hemmelighedskræmmeriet. Du har brug for andres perspektiv, og bare det at sige det højt, kan være en lettelse i sig selv. Du vil med stor sandsynlighed opdage, at langt de fleste går rundt med en lignende tvivl. Skulle du være så heldig at støde ind i en af de få, der ikke har impostor-følelser, er det kun en fordel, for så har du jo mødt en der ved, hvordan man er i livet uden at tvivle på sig selv.
- Udfordr dine tanker. Er det du siger til dig selv faktuelt korrekt? Har du beviser, der understøtter det? Løfter dine tanker dig op, eller holder de dig nede? Sørg for kun at sige ting til dig selv, som du kunne finde på at sige til en god ven.
- Dokumenter det du opnår, dine succeser og de gode ting i livet. Du har brug for nogle konkrete beviser, der understøtter, at dine nuværende tanker om dig selv ikke stemmer overens med virkeligheden. Dette er faktisk en 3-i-1 strategi:
- Noter en ting, du har udrettet hver dag. Selvom det kan føles som om, du ikke altid får udrettet noget, vil du med denne strategi kunne se, at du hver dag kommer et skridt videre.
- Køb en notesbog og lav en succes-liste. List alle dine succeser så lang tid tilbage, som du kan huske. Kig på listen dagligt og fyld på, efterhånden som du kommer i tanke om flere eller nye succeser. Hvis du synes det er svært at komme i gang, kan du evt. søge hjælp fra venner, familie, medstuderende eller kollegaer. De vil nemlig typisk kunne se en hel masse, som du selv er blind for
- Lav en taknemmelighedsdagbog. Hver aften, inden du lægger dig til at sove, skal du skrive tre gode ting ned, der er sket denne dag. Intet er for stort eller småt. Du vil opdage, at der altid er sket et eller andet godt, og det behøver ikke være studie- eller arbejdsrelateret. I første omgang handler det om at øve dig i at fokusere på de gode ting, der sker i dit liv.
